Psykologer råber vagt i gevær; “at der konstateres flere og flere psykiske diagnoser i samfundet”. Men forholder det sig vitterligt sådan eller er vi fejlagtigt ved at diagnostisere hele samfundet indtil alle har fået sig en diagnose?
For jo, det er facts at flere og flere får psykiske diagnoser…
Men er det nu rent faktisk også fair diagnoser alle de kære nye børn får, eller er sensitive små mennesker bare den nye normal?
Vi må konstaterer at vores insititutioner (både vuggestuer, børnehaver og skoler) er forældede, og faktisk slet ikke gennem tiden er blevet tilpasset alle de nye unge følsomme fantastiske skønne sensitive mennsker, der nu bliver født ind i denne verden.
Det der springer mig i øjenene i artikel fra dr.dk tetektor; “Psykolog anklager vuggestuer for boom i psykiske diagnoser” er specielt ét ord i følgende citat:
“- ADHD og autisme er jo hjerneudviklingsforstyrrelser, der langt hen ad vejen er bestemt af nogle medfødte sårbarheder, som kan folde sig mere eller mindre ud afhængig af miljøet” siger klinisk professor i børne- og ungdomspsykiatri Pia Jeppesen.
Gentager lige her igen: ’Hjerneudviklingsforstyrrelse’
Er det virkeligt så enkelt at gøre så mange, mange mennesker forkerte? Ved at nå frem til denne absurde konstatering, at være så forkert, at det er nødvendigt at kategoriseres og eller diagnostisere folk med ‘hjerneudviklingsforstyrrelser’, lyder umiddelbart ikke just som en mental sund start på livet.
Kunne man forestille sig at vi måske hellere skulle slå os selv oveni hoved for manglende og utilstrækkelig udvikling af institutionerne, og give vores system af vuggestuer, børnehaver, og folkeskoler en udløbs-diagnose som ‘forstyrrende-forældede’, som ikke længere værende tilpassede de børn der fødes ind i denne verden?
Vi bør se mennesket bag.
Erkendendelsen består i, at folk med eksempelvis ADHD symptomer og autistiske symptomer faktisk er skønne sensitive mennesker, – der skiller sig ud på langt flere positive elskelige evolutionerende parametre end i ‘forstyrrelser’ og jo før jo bedre. Ikke mindst hvis disse tendenser ellers blev taget alvorligt, og hvert enkelt individ fik mulighed for at slå rødder og udfolde deres potentialer som smukke blomster i rette tilpassede omgivelser.
Det eneste rigtige er at tilpasse omgivelserne til det enkelte menneske, så der tages højde for individets unikke kompetencer, fremfor at tro at vi fortsat kan proppe børn og unge ind i de forældede institutioner.
Min pointe:
Fakta er, at vi ganske simpelt må erkende, at der bliver født flere og flere mennesker ind i denne verden som er sensitive. Ja, en evolution vi rent faktisk skal være dybt taknemmelig for på verdensplan, og en nødvendighed i modpol til, at der i den anden ende derved igennem tid bliver færre og færre med store ego’er via magt, grådighed, følelseskolde-hed og færre med socio-, psykopatiske træk uden empati.
Til forandringen er det bydende nødvendigt få ændret og udformet nye normaliserede vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og et uddannelsessystem, som tilpasses til nutidens nye unge menneske, hvor børn og unge, foruden ses og høres, vokser op med selvtillid, selvværd og empati, fordi vi indser forandringerne i mennesket, som kræver de nødvendige justeringer af institutionerne.
Det haster faktisk og det er nu, vi skal til at træde i pedalerne, – få sat fut under kedlerne og få justeret og skruet systemet anderledes sammen, med større fokus på trivsel. Jo flere diagnoser, jo mere haster omstillingen.
Jeg læste fornyeligt om en tidligere lærer i folksskolen, som kom ind i den ene uharmoniske klasse efter den anden, hendes prioritet var:
“Særlig fokus på arbejdet med trivsel i klasserne. Ved at lægge stor vægt på at skabe forståelse og indsigt i hvert enkelt barns særlige kompetencer og behov. At alle er forskellige og har hver deres forudsætninger. Disse forudsætninger, skal findes frem, så særligt, at det enkelte barn kan få øje på, hvad der er hans eller hendes særlige kompetencer”.
Mere smukt kan det vel ikke beskrives. Ikke nok med de smukke ord, men denne lærer havde faktisk succes med at ændre meget på kort tid. Problemet er dog, at det ikke virker efter hensigten, hvis ikke alle handler efter denne indstilling ved at se børn og unges særlige kompetencer.
Ovennævnte lærer formåede, at opnå klasser med børn hvor eleverne ikke ønskede at gå i skole, til elever der elskede skole, efter bare 1/2 års trivselsarbejde. Med derfra hurtig indlæring til følge.
Trivsel er den ‘golden buzzer’, hvorimod diagnoser som modpol gør folk unormale og skaber mistrivsel, fordi man ikke ‘passer’ ind.
Men hvor om alt er i dagens systemer, er vi så forhippet på, at der skal undervises fra første øjeblik i folkeskolen, og som et levn fra fortiden stadig passe ind ud fra årgangen du er født. Men tankegangen er forældet, og nej pasningsordninger og undervisning kan ikke blive en succes, hvis trivsel er ikke eksisterende.
I stedet får vi netop utilpassede børn og unge, som vi kan pege fingre af, som ender med at få klisteret en diagnose på ryggen, der afsluttes med en: hjerneforstyrrelse”
Tiden er faktisk moden til, at vi laver nye sammensætninger af offentlige insitutioner med børns behov i centrum. Så vi skaber fokus på trivsel for det enkelte menneske.
Dette vil i fremtidsperspektiv for et “tidligere” ADHD-diagnostiseret-menneske betyder at denne person pludselig er normal, føler sig hørt, forstået og lyttet til, og får lov at udfolde sig i læring tilpasset barnet – måske via fysisk aktivitet. Hvoraf autist-typen får opfyldt genkendelighed og trygge rammer.
Dette vil resultere i at børnene får nye opvækstbetingelser, som vil give barnet endnu større potentiale til at skabe et langt mere velafbalanceret liv, som et helt og normalt følsomt menneske, men også derved sikres en langt bedre indlæring, en indlæring som vil forplante sig i uddannelse og senere i erhvervsøjemed, som et menneske, som ikke længere konstant føler sig forkert, men tværtimod unik.
Dette trivselsbarometer vil ligeledes give mere ro i insitutioner, til alle de øvrige følsomme mennesker, og vil slutteligt sikre at ALLE opnår mere glæde, positivitet, sammehold, medmenneskelighed, og at undervisning pludseligt kan komme til sin ret, som den undervisning, som dét faktisk er meningen den skal være, nemlig sjov.
En af de vigtigste opgaver som ligger forude er, at vi skal sikre os, at alle de følsomme mennekser bliver stærkere. Det behøver vi ikke at diagnostisere os frem til for at nå i hus med.
Frem for at diagnostisere os fattige, – kan vi i stedet begynde at bruge ressourcerne på at opdatere institutionerne, så alle børn kategoriseres normale på hver deres unikke måde, som slutteligt sikre (det vi allerede godt ved), nemlig at alle mennesker, lærer på forskellig vis.
Fakta er også at samfundet ekstraordinært har behov for flere mennekser som er sensitive, som lære bedst via trivsel, – og som kan opfinde/nørde sig til at evolutionære denne verden til en bedre verden, noget denne verden i den grad har behov for i vores særdeles udfordrede verden. Disse mennesker findes ofte indenfor de nuværende ADHD og Autisme kategorier. Og så er det jo ikke længere forstyrrelser, – men gaver, – ikke mindst hvis alle bliver mødt og omfavnet via deres fantastiske medfødte sensitive evner.
Citat: Kirsten Callesen: “Hun fortæller, at hun er klar til at rette debatindlægget i Kristeligt Dagblad, så der ikke længere står, at vuggestuerne “medfører” autisme og ADHD, men at vuggestuerne sandsynligvis fører til, at børn med anlæg for ADHD og autisme mistrives mere end ellers”.
Og så giver det jo pludselig rigtig god mening, at vuggestuerne etc. vitterligt har behov for at rumme alle de ‘nye’ generationer af super skønne fantastiske sensitive og følsomme mennesker via den nye normal, – via en anden inddeling/opdeling og tilgang end den vi ser idag.
Trivsel
Har vi Trivsel, så skal indlæringen nok følge med.
Så slutteligt tak til Kirsten Callesen og psykiater Søren Lecker, for at bringe et så vigtigt emne på banen, som jeg håber bliver fulgt til dørs med handling i hele rigsfællesskabet af rette instanser.
I kærlighed og fred,
Malene Ingemann
♡ Go for the Best in Life!